|
|
FødevareErhverv – første statslige arbejdsplads med SundhedsCertificering
Fødevareministeriet og Dansk Firmaidrætsforbund i spidsen for statens første sundhedscertificerede virksomhed.
Torsdag den 6. november 2008 blev FødevareErhverv, der er et direktorat i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, den første statslige sundhedscertificerede arbejdsplads. Med en SundhedsCertificering fra Dansk Firmaidrætsforbund har FødevareErhverv opnået et kvalitetsstempel af deres sundhedsarbejde.
Gennem det seneste år har FødevareErhverv gennemført Dansk Firmaidrætsforbunds sundhedscertificeringsforløb - en proces, der har rusket op i hele organisationen og har skabt nye og sundere vaner. Ganske som med arbejdsmiljø kvalitetstempler Dansk Firmaidrætsforbund private og offentlige virksomheder, der lever op til fastlagte krav på Sundhedsstyrelsens indsatsområder: Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress (KRAMS).
Besøg af Fødevareminister ved diplomoverrækkelse
I forbindelse med diplomoverrækkelsen fik FødevareErhverv fornemt besøg. Fødevareminister Eva Kjer Hansen lagde vejen forbi og lykønskede FødevareErhverv med deres certificering, og det synlige bevis på certificeringen blev overrakt til fødevareministeren af Dansk Firmaidrætsforbunds formand Peder Bisgaard.
Som den første statslige sundhedscertificerede arbejdsplads sender FødevareErhverv et vigtigt signal til andre virksomheder. Fødevareminister Eva Kjer Hansen udtaler: - Fødevareministeriet vil gerne være en familievenlig arbejdsplads med glade og engagerede medarbejdere, og vi ved, at det kan være svært at prioritere sund mad og motion ind i en travl hverdag. Medarbejderne er vores vigtigste aktiv, og derfor er det godt, at FødevareErhverv giver dem muligheden for at vælge en sund livsstil, sagde ministeren, der tror på, at sunde medarbejdere er mere produktive, leverer højere kvalitet, er mindre syge, har mere overskud og trives bedre på arbejdspladsen.
Sunde tilbud – tilfredse medarbejdere
Som et direkte resultat af sundhedscertificeringen har FødevareErhverv lavet handlingsplaner med konkrete tiltag på en lang række områder. F.eks. serverer kantinen mere økologisk mad, og der er indrettet et nyt rum til spinning med bl.a. et livsstilshold, hvor der indgår sundhedstjek og sundhedscoaching.
Flere medarbejdere udtrykker deres glæde og begejstring for tilbuddene. Torben, der er kontorfuldmægtig udtaler: - For et par år siden tog jeg imod tilbuddet om sundhedstjek her på min arbejdsplads. Jeg havde godt nok på fornemmelsen, at der var noget galt, men blev alligevel forskrækket, da det viste sig at mit blodsukker var tårnhøjt. Jeg blev sendt på skadestuen og akut indlagt med diabetes 1, og kom gudskelov i behandling. Jeg er meget taknemmelig overfor min arbejdsplads, at de tilbød sundhedstjekket og min sukkersyge derved blev opdaget. Faktisk mener jeg, at det burde være en pligt for alle medarbejdere at få sundhedstjekket lavet, og ikke bare et tilbud.
SundhedsCertificering skaber et stærkt image
Ledelsen på FødevareErhverv er yderst tilfreds med sundhedscertificeringen. Direktør Arent Josefsen udtaler: - Vi forventer, at certificeringen bliver et brand for virksomheden, og at den samtidig vil medføre, at det bliver endnu nemmere at fastholde og tiltrække medarbejdere i en tid, hvor der er rift om arbejdskraften.
Formand for Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard, har fulgt certificeringen i FødevareErhverv tæt, og udtaler: - Det er med stor fornøjelse, at vi nu kan sundhedscertificere den første statslige virksomhed. Det har været en stor oplevelse at følge, hvordan FødevareErhvervs SundhedsCertificering har gjort en positiv forskel for virksomhedens medarbejdere. Sundhedscertificering skaber sundere virksomheder, hvilket giver gevinst på flere niveauer. De ansatte får det bedre, og firmaerne kan bruge den sunde profil som en del af deres image både indadtil og udadtil.
Yderligere oplysninger:
Joan Reimann, kontorchef, FødevareErhverv, tlf. 33 95 85 00 eller hos projektleder Rikke Døssing, Dansk Firmaidrætsforbund, tlf. 61 20 59 13
Læs mere om FødevareErhverv - http://ferv.fvm.dk |
|

Fødevareminister Eva Kjer Hansen kom på cykel, da hun skulle deltage i sundhedscertificeringen af den første statslige virksomhed - FødevareErhverv.

Formand for Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard, overrakte diplom på sundhedscertificeringen til direktør for FødevareErhverv, Arent Josefsen.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen ønskede FødevareErhverv tillykke med SundhedsCertificeringen.
|
|